Giv dig selv en pause i Andalusiens bjerge med masser af natur, ro og nærvær

Drømmer du om en uge i varmen midt ude i den andalusiske natur, på en stille bjergtop, hvor du kan være fri af udefrakommende krav og bare være DIG…. og gøre lige hvad du har lyst til? Og samtidig have mulighed for at tilvælge workshops i mindfulness, fællesskabet, vandreskoene og de forskellige tilbud, som hver dag byder på, som det passer til dine behov undervejs?

Så er denne tur til Andalusien lige noget for dig!

Janni Pedersen

Jeg hedder Janni. Jeg arrangerer turen, og er med som underviser og guide. Jeg er kommet i Andalusien gennem mange år og har et stort kendskab til området og taler sproget.

Det er min store kærlighed til den spanske natur, kulturen og befolkningen, som er baggrund for denne tur. Jeg vil elske, at dele det hele med dig og er sikker på, at dit hjerte også vil smelte.

Det praktiske

Vi skal bo på en nænsomt renoveret gammel hacienda beliggende på en bjergtop med udsigt over dalen og den hvide kurby Tolox, som ligger 3 km væk.

Deltagelse på turen er for alle og kræver ingen særlige forudsætninger. Dog er vandreruterne og stedet vi skal bo ikke for gangbesværede.

Turen har plads til max. 8 deltagere.

Ca. pris: 6000,- kr.

Denne pris inkluderer 7 overnatninger i 2-personersværelse med enkeltsenge og badeværelse (der er mulighed for enkeltværelse for et tillæg på 2000,- kr.), transport til og fra lufthavn og ture i løbet af ugen, morgenbuffet, undervisning på kursusdelen og guidede vandreture og udflugter.

Kontakt mig for mere information

Tid til at være

I disse inspirerende rammer vil jeg tilbyde dig enkle og konkrete redskaber til at få ro i nervesystemet. Vise dig vejen ud af tankemylder og kropslig uro. Du vil med andre ord tilegne dig nye måder at mestre såvel fysisk som mentalt ubehag på gennem oplevelse, nærvær og indsigt.

Vi skal vandre sammen i bjergene gennem duftende appelsinlunde, som blomstrer i april. Lytte til lyden af gedeflokkens bjælder, nyde synet af det blå Middelhav, drikke kaffe på små udvalgte steder, spise tapas til frokost og have en masse dejlige naturoplevelser. Alt sammen i et afstressende tempo uden bestemte mål, hvor det ikke gælder om at nå så meget som muligt, men kun om at nyde nu ́et.

Ugens program

Dag 1:
Ankomst til Cerro de Hijar. Modtagelse og indkvartering på værelserne.

Dag 2:
Vi starter dagen med en klassisk andalusisk morgenbuffet, som udover kaffe og te bl.a byder på frisk frugt, yoghurt, landbrød, croissanter, lufttørret skinke, ost og friskpresset
appelsinjuice.

Op af formiddagen samles vi til velkomstmøde og en rundvisning af stedet og dets faciliteter. Herefter vil der være en lille intro til mindfulness og en kortere mindful bjergvandring ud i området. Resten af dagen er til fri disposition.

Der er mange muligheder for afslapning. Du kan vælge at sætte dig på terrassen eller i den frodige have med en god bog, gå en tur i naturparken som omkranser stedet, tage et hvil på værelset, svømme i poolen, nyde jacuzzien eller den infrarøde sauna, tage til byen og nyde spanske tapas mm.

Aftensmaden serveres hver aften i restauranten, hvor der er dækket op til fællesspisning.

Det er vigtigt, at vi alle gør det, vi har det bedst med, så ønsker man at spise alene en eller flere aftener, er dette naturligvis helt ok. Man kan frit vælge at spise mere privat ved sit eget bord eller evt. få maden serveret i haven eller i pejsestuen.

Dag 3:
Dagen starter med morgenøvelser i naturen inden morgenmaden, for dem som har lyst. Øvelserne giver dig direkte adgang til at mærke din krop, og lærer dig at byde alt det som er til stede lige nu og her velkommen. På den måde stopper du kampen med det der er, og giver plads til ro, såvel i hovedet, som i kroppen. Den følelse kan du tage med dig resten af dagen, og nyde oplevelsen af nærvær.

Efter morgenmaden inviteres der på en mindful vandretur med start fra den nærmeste landsby Tolox. Vi går, noget af tiden i stilhed, ud af byen langs floden, som løber gennem duftende appelsinlunde. Vores mål er ”La Ermita de la Virgen de las Nieves” (et lille valfartskapel for Snejomfruen) og turen er på ca. 8 km i jævnt terræn, så det kræver at du er vant til at gå længere ture. Er du mere til en gåtur rundt i byen, kan dette også anbefales.

Dag 4:
Ved solopgang er der mulighed for en mindful vandring og morgenøvelser ved et af områdets smukke udsigtspunkter. Hvis du har lyst, kan du springe en tur i poolen inden morgenmaden.

I dag er der arrangeret en udflugt til ”El Caminito del Rey”, som ligger i Ardales Nationalpark. Turen derop tager ca. 1 time og der er arrangeret fællestransport.

El Caminito er en gangbro, der er fastgjort langs de stejle klippevægge i en smal kløft i El Chorro. Den oprindelige gangbro blev for farlig at gå på, så der blev for nogle år siden lavet en ny, som kun mennesker med højdeskræk, må gå glip af. Denne tur kan man sagtens deltage på, selvom man ikke vil med i højderne. Naturen i området er fantastisk med bl.a skov og tyrkisgrønne badevenlige søer.

Dag 5:
Til dem som har lyst starter dagen med en morgentur hver for sig ud i området. Du får en lille notesbog med i lommen og et par reflektionsøvelser. Du kan vælge at sætte dig under et træ eller finde en smuk udsigt og bruge lidt tid på at være stille med dig selv. På en sådan tur behøver du ikke spekulere, men bare have reflektionen i baghovedet og lade gåturen gøre dig modtagelig for hvad der dukker op.

Efter morgenmaden er der en lille pause, hvorefter vi samles og går lidt mere i dybden med mindfulness og med hvordan du kan bruge det i din hverdag.

Vi slutter af med en lille guidet meditation ( et effektivt værktøj, som er let at lære for alle ).

Resten af dagen er til fri dispotition.

Dag 6:
Denne dag står åben, så vi dernede kan aftale, at bruge den til lige hvad vi har lyst til. Måske til mere af det samme, som de foregående dage, måske til noget helt andet eller måske til at suge den den sidste ro og stilhed til os.

NB: Turen er på eget ansvar, og der tages forbehold for ændringer i programmet.